fbpx
Close

26. september 2023

Jonas takker af som generalsekretær

Efter godt 6 års ansættelse ønsker Jonas Viggo Pedersen at udskifte skrivebordsarbejdet og hellige sig den dirigentgerning, han har kørt sideløbende med sit engagement i DAO. Jonas er den femte generalsekretær, DAO har haft, men absolut den, der har holdt længst, og den, der har sat det største aftryk på organisationen. Jonas har i den grad fået DAO på det politiske landkort, og beslutningstagerne har fået øjnene op for DAO – ikke mindst under Covid-19, hvor Jonas var den faste støtte, der fortolkede alle de mange udmeldinger og regulativer fra Sundhedsstyrelsen. Desuden har Jonas placeret DAO centralt i amatørkulturlivet. Jonas har således været DAO’s ansigt udadtil og et trygt omdrejningspunkt indadtil. Alle henvendelser er blevet håndteret kyndigt, og kommunikationen mellem medlemsorkestrene og bestyrelsen har været i gode hænder. Som formand vil jeg hermed takke Jonas for den store indsats, han har ydet, og for alle de hyggelige stunder, vi har haft, i mødet med orkestrene, når vi har været rundt i landet. Bestyrelsen ønsker dig alt godt i fremtiden, og heldigvis ses vi til DAO’s arrangementer, når du møder op med KKSO.

Anne Mette Tilsted Hansen træder til

På vores nyligt afholdte bestyrelsesseminar tilbød Anne Mette at træde til som generalsekretær. Anne Mette er en nøglespiller i DAO og har været det længe. Hun har siddet i DAO’s bestyrelse i over 8 år og er især kendt i DAO-sammenhænge for mesterligt at styre det store DM Brass-event. DM Brass er lige om hjørnet, så en samlet bestyrelse ser det som det mest naturlige og tryggeste valg med Anne Mette ved rorpinden. Vi betragter de næste tre måneder som gensidig prøvetid. Anne Mette er desuden bandtrainer for ÅBB og drivkraften bag Hinnerup Garden. I sit professionelle virke spiller hun flugelhorn i Prinsens Musikkorps.

Jeg vil byde Anne Mette varmt velkommen som generalsekretær. Alle henvendelser til info@daonet.dk vil fremover blive besvaret af Anne Mette Tilsted Hansen

Venlig hilsen 

Tove Leininger,

DAO’s formand