Mindeord om Erik Kjær
En god ven og skattet samarbejdspartner, Erik Kjær, er den 17. juni 2024 gået bort.
I DAO-sammenhænge nød vi i mange, mange år godt af Eriks store viden om brassbands, mens han sad i Musikudvalget. Han var en uvurderlig hjælp med sit engagement, overblik og systematiske tilgang til opgaverne.
Asger Nielsen udtrykker det så rammende i sit mindeord.
Bestyrelsen i DAO ærer mindet om Erik Kjær.
Mindeord om Erik Kjær, v/Asger Nielsen
Østerbro, 21. juni 2024
Min kære gamle ven, Erik, er død. Jeg har naturligvis tænkt meget over, hvordan mit mindeord om ham skal formuleres. Undervejs er det gået op for mig, at det slet ikke er nødvendigt at remse lange lister op over de orkestre han har spillet i, dirigeret, optrådt med osv. De fortællinger må I andre derude bidrage med. Jeg vil meget hellere fortælle om min oplevelse af mennesket Erik igennem de år, jeg kendte ham.
Eriks musikalske opvækst foregik i FDF Ikast. Vi traf hinanden i begyndelsen af 90’erne i brassbandmusikken i DAO. Om det var i Silkeborg Blæserne, i FDF-sammenhæng, DAO’s Ungdoms Brass Band eller Danish Concert Brass (DCB), husker jeg ikke, men Erik lod til at være at finde overalt. Jeg mindes de første overvældende møder med ham i DCB. Da vi mødtes, var Erik allerede en af de veletablerede i den danske brassbandelite, mens jeg kun stod på kanten af den. Forskellen i niveau var klar, men det var ikke noget problem for Erik, som evnede at rumme alle og deres forskelligheder uden at dømme og udelukke nogen.
Indtrykket af Eriks lune humor, hans analyserende kritiske sans for detaljerne i fremførelsen af musikken og fremfor alt hans væsen, er egenskaber, som står helt klart og tydeligt tilbage. Sjældent har jeg mødt en person, der som han kunne deltage ubesværet i samtaler om ethvert emne; Vi var med i Landsorkestret på FDF’s Landslejr i 96. I FDF’s ånd skulle der foregå en form for forkyndelse af det kristne budskab, og da der ikke var nogen som umiddelbart tog teten, samlede Erik opgaven op. Det blev en inspirerende, teologisk og debatterende oplevelse, som jeg stadig tænker på en gang imellem.
Når samtalerne nærmede sig brassbands og musikken, var Erik en sand mester. Han vidste, hvem der sad hvor, hvem der var på vej til et andet band, hvilke indspilninger af et stykke man kunne regne med, hvilke dirigenter som havde succes og med hvilke bands, og jeg kunne blive ved. Ergo var Erik, for mig at se, et sandt orakel, og det endda på en tid før Facebook, og hvor internettet stadig var i sin vorden. Samtidig var Erik en social type, som stort set kom godt ud af det med alle. Hvis nogen forsøgte at kloge sig og ikke havde styr på tingene, så havde Erik det til gengæld. Det var ofte en fornøjelse at følge diskussionerne mellem Erik, Ebbensgaard, Thastum, Hering, Olsen, Møller, Heidø, Balling og mange flere, ingen nævnt ingen glemt.
Vi var mange i de år, som var velsignet af at spille med Erik. Man kunne altid regne med ham, og hvis han havde påtaget sig en opgave, så blev den løst. Han svigtede ikke sine pligter. Erik var temmelig god på euphonium og endnu bedre på baryton. Hans teknik var uforlignelig, da han var bedst. I øvrigt gik han ikke af vejen for at rose sine med- og modspillere, hvis han mente, en optræden havde noget ekstra. Det var en egenskab hos Erik, som jeg især har sat stor pris på.
I sit mangeårige virke i DAO’s Musikudvalg var Erik en urokkelig støtte for de yngre medlemmer. Hans viden om konkurrenceværdige musikstykker for de lavere divisioner var uforlignelig. De fleste kan hurtigt diske op med titler på de største test pieces, men Eriks viden om brassband over en bred kam er der ikke mange som besidder.
Erik satte sit præg på mange musikere i sin levetid, og det kan vi alle sammen være taknemmelige for. Tak for dig Erik. Hvil i fred og hils Herbert deroppe.
Æret være Eriks minde!