fbpx
Close

Vedtægter

Download vedtægterne her:

Vedtægter for Dansk Amatør-Orkesterforbund

§ 1. NAVN OG HJEMSTED

1.1. Forbundets navn er Dansk Amatør Orkesterforbund, DAO.

1.2. Forbundets hjemsted er generalsekretærens adresse.

§ 2. FORMÅL

2.1. DAO’s formål er at udbrede kendskabet til og fremme vilkårene for amatørmusikken inden for brass bands, harmoniorkestre og andre blæseorkestre, herunder

  • at skaffe størst mulig opmærksomhed om og støtte til DAO’s arbejde
  • at skaffe DAO størst mulig indflydelse på specielt offentlige instansers beslutninger, som har indflydelse på medlemmernes udfoldelsesmuligheder
  • at virke for en højnelse af den kunstneriske kvalitet i musikudfoldelsen
  • at fremme medlemmernes interesse og forståelse for musikkens sociale og samfundsmæssige betydning
  • at formidle sammenspilsmuligheder og offentlig fremførelse af amatørmusik
  • at medvirke til uddannelse af ledere og dirigenter, samt inspirere til og støtte individuel dygtiggørelse, specielt i relation til de unges musikudfoldelse, og
  • at koordinere aktiviteter og samarbejde med beslægtede organisationer

§ 3. MEDLEMSKAB

3.1. Ethvert blæseorkester og blæserensemble kan optages som medlem.

3.2. En person uden tilknytning til et medlemsorkester kan optages som enkeltmedlem.

3.3. DAOs medlemsorkestre/-ensembler skal hvert år indberette antallet af orkesterets/ensemblets medlemmer og kontaktoplysninger til minimum 1 kontaktperson. Indberetningen skal ske i det til enhver tid gældende registreringssystem. De indberettede medlemslister danner grundlag for det kommende års kontingentopkrævning. I tilfælde af forsinket indberetning opkræves et gebyr på 25% af det årlige orkesterkontingent. Nyindmeldte orkestre eller ensembler skal indberette antallet af orkesterets/ensemblets medlemmer og kontaktoplysninger til minimum 1 kontaktperson i forbindelse med indmeldelsen.

§ 4. REPRÆSENTANTSKABSMØDE

4.1. Forbundets øverste myndighed er repræsentantskabet, der består af 1 repræsentant fra hvert medlemsorkester og –ensemble.

4.2. Ordinært repræsentantskabsmøde afholdes hvert år i årets første kvartal. Tid og sted for mødet fastlægges af bestyrelsen.

4.3. Indkaldelse med angivelse af foreløbig dagsorden skal ske med mindst 6 ugers varsel. Indkaldelse kan ske på DAO’s hjemmeside.

4.4. Forslag, der ønskes behandlet på repræsentantskabsmødet, skal fremsendes skriftligt, eventuelt elektronisk, til formanden, så de er kommet frem senest 4 uger før mødet.

4.5. Endelig dagsorden med bilag udsendes skriftligt, eventuelt elektronisk, senest 2 uger før mødet til de af orkestrene/ensemblerne opgivne kontaktpersoner samt til alle enkeltmedlemmer.

4.6. Dagsorden for ordinært repræsentantskabsmøde skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Årsberetning
4. Revideret regnskab
5. Indkomne forslag
6. Budget og fastsættelse af kontingent og administrationsgebyr, jævnfør § 9, punkt 9.2. og 9.4.
7. Valg til bestyrelse og revision, jf. § 6
8. Valg til musikudvalg, jf. § 8
9. Eventuelt

4.7. Beslutninger på et repræsentantskabsmøde træffes ved simpelt flertal. Beslutninger om vedtægtsændringer og eksklusion kræver dog, at mindst 2/3 af de tilstedeværende stemmer for forslaget. Repræsentantskabsmødet er beslutningsdygtigt uanset det fremmødte antal repræsentanter. Der gælder særlige regler for beslutning om foreningens ophævelse, jævnfør § 11.

4.8. Medlemsorkestre og –ensembler har hver 1 stemme. Stemmeretten kan kun udøves af ét medlem af medlemsorkestret/-ensemblet eller ét medlem af medlemsorkesterets/-ensemblets bestyrelse. En person, der er medlem af flere medlemsorkestre eller –ensembler eller disses bestyrelser, kan repræsentere disse med stemmeret for hvert orkester eller ensemble. Det er en forudsætning, at personen fra medlemsorkesteret/-ensemblet eller medlemsorkesterets/-ensemblets bestyrelse er registreret i DAOs medlemsdatabase for at være stemmeberettiget. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

4.9. Medlemsorkestre og -ensembler kan kun deltage i et repræsentantskabsmøde, såfremt kontingentbetaling og andre medlemsforhold er ajour.

4.10. Enkeltmedlemmer kan deltage i repræsentantskabsmøder uden stemmeret, men med taleret.

4.11. Valgbar til bestyrelse er medlemmer af medlemsorkestre og medlemsensembler , medlemmer af medlemsorkestrenes/-ensemblernes bestyrelser samt enkeltmedlemmer af DAO, jævnfør § 3, punkt 3.2, som er myndige, og som erklærer eller har erklæret sig villig til at modtage valg. Det er en forudsætning, at personen er registreret i DAOs medlemsdatabase for at være valgbar til bestyrelse. Forslag til kandidater kan fremsættes af alle deltagere på repræsentantskabsmødet.

§ 5. EKSTRAORDINÆRT REPRÆSENTANTSKABSMØDE

5.1. Ekstraordinært repræsentantskabsmøde afholdes,

  • når bestyrelsen finder anledning til det,
  • når et tidligere repræsentantskabsmøde har besluttet det, eller
  • når mindst 1/3 af medlemsorkestrene og –ensemblerne fremsætter skriftligt, motiveret krav herom til formanden. I dette sidstnævnte tilfælde skal mødet afholdes senest 4 uger efter, at kravet er modtaget.

5.2. Indkaldelse til ekstraordinært repræsentantskabsmøde skal ske med mindst 2 ugers varsel. Indkaldelsen skal angive tid og sted for repræsentantskabsmødet samt dagsorden.

5.3. Tid og sted for det ekstraordinære repræsentantskabsmøde fastsættes af bestyrelsen.

§ 6. BESTYRELSE

6.1. DAO ledes af en bestyrelse, bestående af formand og 4 bestyrelsesmedlemmer.

6.2. Formanden vælges i lige år for en 2-årig periode.

6.3. 2 bestyrelsesmedlemmer vælges hvert år for en 2-årig periode.

6.4. 2 bestyrelsessuppleanter vælges hvert år for en 1-årig periode.

6.5. 1 revisor og 1 revisorsuppleant vælges hvert år for en 1-årig periode.

6.6. Alle valg foretages på repræsentantskabsmødet.

6.7. Bestyrelsen konstituerer sig selv, herunder med næstformand og sekretær samt med kasserer, hvis forretningsfører ikke er ansat, jf. § 6.8. Dette gælder også formandsposten, hvis den bliver ledig i en valgperiode.

6.8. Bestyrelsen kan ansætte en forretningsfører og/eller overdrage kassereropgaver mv. til udførelse af en person eller organisation uden for DAO. Såfremt der ansættes en forretningsfører, deltager denne i bestyrelsesmøder med taleret, men uden stemmeret.

6.9. Bestyrelsen kan nedsætte stående udvalg og ad hoc-udvalg efter behov.

6.10. Bestyrelsen afholder mindst 4 møder årligt.

6.11. Bestyrelsen fastsætter ved en forretningsorden nærmere regler for bestyrelsens og udvalgenes arbejde.

§ 7. FORRETNINGSUDVALG

7.1. Forretningsudvalget består af formanden, næstformanden samt kassereren eller forretningsføreren.

7.2. Forretningsudvalget fører på bestyrelsens vegne tilsyn med forbundets økonomi og forestår den daglige drift af DAO.

7.3. Forretningsudvalget kan på bestyrelsens vegne meddele fuldmagt.

7.4. Forretningsudvalget repræsenterer og tegner forbundet udadtil.

§ 8. MUSIKUDVALG

8.1. Der nedsættes et musikudvalg (MU) til varetagelse af konkurrencer om Danmarksmesterskab for brassbands og harmoniorkestre. MU refererer til DAO’s bestyrelse.

8.2 MU får til opgave at

  • fastsætte konkurrenceregler efter høring hos medlemsorkestrene.
  • afgøre tvister og tvivlsspørgsmål iht. disse regler
  • vælge pligtnumre i de forskellige kategorier
  • udvælge dommere
  • medvirke til upartisk afvikling af DM, hvad angår konkurrenceregler, dommermøder, udarbejdelse af diplomer mv.

8.3. MU består af 4 personer.

8.4. MU vælger blandt de 4 medlemmer en formand, som forestår kontakten til DAO’s bestyrelse, og fastsætter derudover selv sin forretningsorden.

8.5. På repræsentantskabsmøder, der kommer efter år med afholdt DM for brassbands vælges 1 Musikudvalgsmedlem for en periode, der strækker sig over 2 afholdte DM for brassbands.

8.6. På repræsentantskabsmøder, der kommer efter år med afholdt DM for harmoniorkestre vælges 1 Musikudvalgsmedlem for en periode, der strækker sig over 2 afholdte DM for harmoniorkestre.

§ 9. REGNSKABSÅR OG KONTINGENT

9.1. Forbundets regnskabsår er kalenderåret.

9.2. Kontingent til DAO fastsættes på det ordinære repræsentantskabsmøde med virkning for det kommende kalenderår.

9.3. Kontingentet forfalder til betaling den 1. januar i regnskabsåret og indbetales senest den 8. februar i regnskabsåret.

9.4. Ved betaling efter sidste rettidige betalingsdag, men inden udgangen af februar måned i regnskabsåret, opkræves et administrationsgebyr, der fastsættes på det ordinære repræsentantskabsmøde.

9.5. Ved manglende betaling efter udgangen af februar måned i regnskabsåret suspenderes medlemskabet, indtil det skyldige beløb bliver betalt, og DAO afmelder medlemsorkesteret eller -ensemblet fra rammeaftalen med KODA. Suspension af medlemskabet medfører ikke ret til reduktion i det forfaldne kontingent.8.6 Kontingent for nyindmeldte orkestre forfalder til betaling ved indmeldelsen og skal være indbetalt senest 30 dage derefter.

§ 10. HÆFTELSE

10.1. DAO hæfter alene med sin formue for sine forpligtelser. Der påhviler ikke medlemsorkestre, passive medlemmer eller bestyrelsesmedlemmer nogen personlig hæftelse for forbundets forpligtelser.

§ 11. OPHØR AF MEDLEMSKAB

11.1. Udmeldelse af DAO skal ske skriftligt til generalsekretæren inden den 31. december. Personligt medlemskab, jf. § 3, punkt 3.2., ophører, såfremt kontingent ikke er indbetalt inden udgangen af februar måned.

11.2. Eksklusion kan ske på grund af kontingentrestance for mere end et år. Eksklusion kan også ske, såfremt medlemsorkesteret eller -ensemblet ikke indsender den i § 3, punkt 3.3. omtalte fortegnelse over aktive medlemmer. Eksklusion kan endvidere ske, såfremt et medlemsorkester eller -ensemble groft eller gentagne gange optræder illoyalt eller krænkende over for DAO (herunder bestyrelse eller udvalg og disses medlemmer), andre medlemsorkestre eller -ensembler (herunder disses medlemmer) eller enkeltpersoner, som samarbejder med DAO om gennemførelse af aktiviteter eller arrangementer.

11.3. Eventuel eksklusion behandles på et ordinært repræsentantskabsmøde efter indstilling fra bestyrelsen, som indtil repræsentantskabsmødet kan suspendere medlemskabet.

§ 12. FORBUNDETS OPLØSNING

12.1. Forslag om opløsning af forbundet kan kun vedtages, hvis det behandles på et ordinært repræsentantskabsmøde, hvis 2/3 af medlemsorkestrene og -ensemblerne er repræsenteret på mødet, og hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.

12.2. Er mindre end 2/3 af medlemsorkestrene og -ensemblerne repræsenteret, men mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget, indkalder bestyrelsen til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde, og på dette møde kan forslaget – uanset antallet af fremmødte repræsentanter – vedtages, hvis 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget. Mødet skal afholdes senest 4 uger efter det ordinære repræsentantskabsmøde. Indkaldelse til mødet skal ske med mindst 2 ugers varsel og angive tid og sted for repræsentantskabsmødet samt dagsorden.

12.3. I tilfælde af forbundets opløsning træffer repræsentantskabsmødet samtidig beslutning om anvendelsen af forbundets eventuelle formue til fremme af amatørmusikken – fortrinsvis den musik, der dyrkes i brass bands, harmoniorkestre eller andre blæseorkestre.

Vedtaget på repræsentantskabsmødet i Århus den 2. marts 2002.

Ændringer
Ændret på repræsentantskabsmødet i Nyborg den 16. marts 2003.

Ændret på repræsentantskabsmødet i Odense den 4. marts 2007.

Ændret på repræsentantskabsmødet i Odense den 1. marts 2009.

Ændret på repræsentantskabsmødet i Kolding den 5. marts 2017.

Ændret på repræsentantskabsmødet i Kolding d. 3. marts 2018.

Ændret på repræsentantskabsmødet i Kolding d. 1. marts 2020.