fbpx
Close

6. april 2025

DUHO på gæstevisit i Norge

🇳🇴🎶🏆 Musikalsk samarbejde og kulturel udveksling i Trondheim 🇳🇴🎶🏆

Torsdag aften samledes Det Danske Ungdoms-Harmoniorkester (DUHO) i Tårnby for at gennemføre de sidste forberedelser forud for afrejsen til Trondheim fredag morgen. Orkestret var inviteret som gæster ved NM Janitsjar af Norges Musikkorps Forbund (NMF), søsterorganisation til Dansk Amatør Orkesterforbund (DAO). Allerede fredag aften medvirkede DUHO ved en koncert i forbindelse med mesterskabet.

Lørdagen bød på orkesterprøve med Thomas Berg-Juul, dirigent for Nidarosdomens Guttekor, som DUHO spiller sammen med til gudstjenesten i Nidarosdomen søndag. Udover prøven fik orkestret også mulighed for at opleve elitedivisionen, hvor blandt andre Christiania Blåseensemble spillede – og løb med sejren. Dermed skal de repræsentere Norge ved EM 2026 i Stuttgart.

Lørdag aften kulminerede NM oplevelsen med festkoncert og præmieoverrækkelse, hvor NMF havde en særlig overraskelse til DUHO. Næstformand i DAO og orkestermanager for DUHO, Bertram B. Seistrup, udtaler:

“Det har været en stor ære og fornøjelse for DUHO at deltage i NM Janitsjar og være en del af et arrangement, der samler over 5.000 engagerede norske musikere. Vi er dybt taknemmelige for den varme modtagelse og generøse gæstfrihed, vi har oplevet fra NMF. En særlig tak rettes til NMF’s præsident, Rita Hirsum Lystad, for invitationen og det gode samarbejde. Ligeledes ønsker vi at takke Guttekoret for det unikke musikalske fællesskab og den uforglemmelige oplevelse i Nidarosdomen.”