DAO Nyhedsbrev, marts 2026

Foråret er altid travlt hos DAO og i år er ingen undtagelse. Vi har netop overstået en weekend i Kolding, hvor 25 bestyrelsesmedlemmer fra DAOs orkestre fra hele landet deltog i et seminar lørdag, hvor vi kom igennem emner som moms på fritidsundervisning, fundraising og hvad vil vi med DAO. Masser af gode tanker, inputs og snakke og det bedste af det hele var, at der var tid til det hele. Der var også besøg af vores norske venner fra Styreportalen, som holdt et flot oplæg og hjalp med de små besværligheder medlemmerne havde med at få helt styr på portalen. Søndag afviklede vi repræsentantskabsmødet, som blev gennemført hurtigt da vi havde taget alle snakke og uddybet emner ved seminar og hygge dagen før.
En succesfuld model for et medlemsmøde, som vi helt sikkert kommer til at gentage.
Referat og bilag fra repræsentantskabsmødet kan læses HER
Vi er midt i en valgkamp og DAO forsøger i den forbindelse at finde politikere, der støtter kulturen. Det er ikke så enkelt, men vi arbejder hårdt på det. Vi har fået lavet en video, som fortæller lidt om, hvad vores udfordringer er. Den deles flittigt på de sociale medier, og mange medlemsorkestre er gået med ind i delingen, så den kommer langt omkring. TAK for det – jo mere vi deler, jo bedre. Vi har sendt videoen direkte til ca. 650 politikere og får også en del positive svar fra dem. Hvis du ikke har set den endnu, kan du se videoen HER og du er meget velkommen til at dele den.
Faktisk har DAO sin egen youtube-kanal, hvor vi har flere videoer liggende med informationer om hvem vi er, hvorfor man skal være medlem og hvordan man egentlig går til optagelsesprøve i DUBB og DUHO. Dem har vi fået lavet i efteråret, og planen er at de skal bruges til at få flere medlemmer, til at råbe politikerne op og til de unge, der gerne vil søge optagelse i vores talentorkestre. Videoerne ligger HER
Om en måneds tid afvikles ØST og VEST-stævnerne for harmoniorkestre.
Lørdag d. 11/4 er det i Hadsten i VEST, hvor Aarhus Harmoniorkester er værter og hvor det er Michelle Rakers der står i spidsen for orkestret. Dagen byder på et bredt repertoire og en sjov gennemgang af Sousas marcher.
Lørdag d. 18/4 er turen kommet til ØST, hvor Rødovre Concert Band inviterer indenfor til en dag med Johan de Meij. Her spilles hans egne kompostioner og arrangementer.
Det koster 275,- at deltage i et ØST/VEST-stævne og så er det med fuld forplejning. Du kan læse meget mere på daonet.dk. Sidste tilmeldingsfrist er 15/3 2026.
DAO-kalenderen er nu opdateret og der er et par justeringer, som er værd at være opmærksom på.
BLÆSERORKESTRENES DAG holdes over 2 dage i år. Flere af de orkestre, der har meldt sig som tovholdere, vil gerne gennemføre arrangementet om lørdagen selvom vi kolliderer med flagdagen for Danmarks udsendte. Derfor afholdes Blæserorkestrenes Dag i 2026 nu både lørdag d. 5. og søndag d. 6. september. Hold øje med hvilken dag der er aktuel i din region – oversigten kommer på daonet.dk når vi kender den.
DAOs Musikudvalg har meldt pligtstykket til Harmonifestival og DM 2027 ud. Du kan læse mere om det på daonet.dk under NYHEDER.
Harmonifestival og DM afholdes lørdag d. 13. marts 2027
